🎄 Den skøreste juleaften på loftet

Det hele begyndte juleaftensdag, da nogen opdagede, at kravlenisserne var blevet til kravlemisser. Små katte kravlede op og ned ad væggene med imponerende akrobatik, mens de spandt “Jingle Bells” i mol.

Oppe på loftet sad en flok julehjerner og forsøgte at planlægge aftenens fletteprogram. De havde dog kun halvdårlig forbindelse til virkeligheden, så alt blev lidt… abstrakt.

Midt i forvirringen brasede Hulemanden ind iført nissehue og råbte:
“ER DET HER, JEG SKAL HOLDE JULEAFTEN!?”
Ingen havde inviteret ham, men han mente selv, at han “var en slags gammel juletradition”.

Som prikken over i’et fløj en sukkerstork gennem rummet og dryssede melis ud over alle, mens den klaprede hyggeligt med næbbet. Ingen vidste helt hvorfor, men det føltes meget julet.

Pludselig tændte en af julehjernerne op i et snebål — “for stemningens skyld”. Sneen smeltede ikke, den frosne ild knitrede bare stille, som om den ikke havde besluttet sig for, om den var varm eller kold.

“Vi mangler musik!” råbte en kravlemis.
Hulemanden fandt straks en kanalstang, som egentlig bare var en kanelstang, der havde taget et alternativt karrierevalg.
Han viftede med den som en fjernbetjening, og straks lød der julemusik fra et sted, ingen nogensinde fandt.

Og sådan blev det den mærkeligste, men mest mindeværdige juleaften nogensinde.

For når man hører ting anderledes…
kan verden godt blive mere interessant end vi er vant til🎄😄

Sjov historie, ikke? -Men den har dog en lidt mere seriøs side:

Når man er udfordret på hørelsen, kan det kikse lidt i det daglige med at få det hele med, ord kan skifte betydning og kontekster kan blive slået ud af kurs.

Misforståelser som ovenstående resulterer for det meste i et smil, men ikke alle har tålmodighed med dem, der har svært ved at høre. Manglende tålmodighed resulterer i irritation og kan medføre sårende bemærkninger.

Audio-Grams juleråd: Se på hinanden og smil, når I taler og grin endelig, hvis julemænd og kravlenisser bliver til hulemænd og kravlemisser.

P.S: Billedet er genereret med AI – Vi er bedre til at være hørenisser end klejnenisser … øh … tegnenisser!