Høreapparater findes i et væld af udgaver, som varierer i størrelse, form, type og farve. Grundlæggende for alle høreapparater er, at de har en mikrofon, forstærker, højtaler og energikilde.
Variationer i størrelsen forekommer, fordi større høretab ofte kræver større høreapparater og mindre høretab kan få stor glæde af mindre høreapparater. Der er en sammenhæng mellem størrelse og hvad høreapparatet kan, da der skal være plads til det hele. Udvælgelsen af høreapparater foregår på baggrund af en høreprøve og i en tæt dialog mellem den kommende bruger og hørespecialisten, så man når frem til den bedste løsning for brugeren alt efter hvilke behov vedkommende har.
Der er to hovedtyper af høreapparater:
-BTE (Behind the Ear) – Bag-øret-apparater
-ITE (In the Ear) – I-øret-apparater
Disse to typer findes desuden i forskellige varianter.
Andre overvejelser i forhold til udvælgelsen af høreapparater:
– Skal de være genopladelige eller have udskiftelige batterier?
– Skal de kunne forbindes med andre enheder via bluetooth?
– Har man brug for at styre høreapparaterne med en app?
– Har størrelsen en betydning?
– Hvilket mærke?
– Hvad skal de koste?
Hørespecialisten er klædt godt på i forhold til alle spørgsmål, der måtte være og vil gerne være sparringspartner, rådgiver og vejleder i hele høreapparatsforløbet.
BTE-høreapparater kendetegnes ved, at det meste af høreapparatet sidder bag øret og at lyden bliver ledt ind til trommehinden enten ved hjælp af en slange med en påsat prop eller en ledning med en lille højtaler for enden. Denne højtaler dækkes af enten en gummikuppel eller en støbt prop. Sidstnævnte type høreapparater kaldes ofte RIC- eller RIE-apparater. RIC står for Receiver in the Canal og RIE står for Receiver in the Ear. Receiveren er den lille højtaler, som sidder for enden af ledningen, der går fra høreapparatet og som skal sidde i øregangen, tæt på trommehinden.
BTE: Det klassiske høreapparat, som sidder bag øret og hvor lyden bliver opfanget, behandlet og sendt gennem en hook, slange og en prop, som sidder inde i øregangen.
RIC eller RIE: Det mest populære høreapparat, hvor højtaleren sidder inde i øregangen og er forbundet til høreapparatet med en meget tynd ledning. Høreapparatet består for det meste af standarddele, som kan skiftes ud efter behov.


ITE-høreapparater er som udgangspunkt speciallavede til hver enkelt person efter et aftryk, der bliver lavet af hvert øre. Høreapparatsproducenterne kalder ofte denne type Custom Made, fordi de hver især er unikke og passer kun til den person, som de er lavet til. Dog findes der standardudgaver, som minder om de pods, som hører til smartphones. ITE-høreapparater findes i flere størrelser, som har deres egne forkortelser alt efter størrelse.
-ITE (In the Ear) – Høreapparatet kan helt eller delvis fylde øreskålen.
-ITC (In the Canal) – Høreapparatet sidder i øregangen og fylder meget lidt i forhold til et ITE-høreapparat.
-CIC (Completely in the Canal) – IIC (Invisible in the Canal) – Meget små høreapparater, der sidder inde i selve øregangen og som ikke er synlige udefra.