Nogle lyde opdager man først, at man har savnet, når de pludselig er tilbage i sin fulde udstrækning.
For mig er det lyden fra havet.
Måske hænger det sammen med, at jeg er vokset op på Færøerne, hvor hav, vind og fuglelyde altid var en del af baggrunden. Lyde, man ikke nødvendigvis lagde mærke til, fordi de bare var der.
Men når hørelsen ændrer sig, kan kendte lyde langsomt miste nogle af deres detaljer. Havet er stadig havet, men bruset kan blive mere fjernt. Dønningernes små skift kan forsvinde, og mågerne kan ende som noget ubestemmeligt langt væk.
Og så kan der komme et øjeblik, for eksempel efter en lille justering af høreapparaterne, hvor lyden pludselig træder tydeligere frem igen.
Bølgerne ruller ind. Vandet trækker sig tilbage. Vinden bevæger sig hen over overfladen. Og man opdager, at det ikke bare er lyd, man har fået tilbage. Det er også stemning, minder og en lille følelse af at være mere til stede og i kontakt med elementerne.
Hørelse handler nemlig ikke kun om at forstå, hvad andre siger. Den handler også om alle de små lyde, der gør verden levende og genkendelig.
For nogen år siden tog jeg en høreprøve af en landmand, som var overbevist om, at der ikke var flere viber på hans marker. Han havde nemlig ikke hørt dem i flere år. Og dog … efter at han fik høreapparater, kunne han med glæde efterfølgende konstatere, at viberne nok havde været der hele tiden.
Hos Audio-Gram måler vi hørelse med toner, ord og kurver. Men vi ved også, at det vigtigste ikke altid kan stå på et audiogram. Nogle gange er det lyden af havet, man længes efter at få lidt mere tilbage af … eller viberne.
-Maria
