Når man har nedsat hørelse, er der stor forskel på at være i en samtale på tomandshånd – og så at sidde sammen med fem søde sludrechatoller omkring et bord.
Én til én-samtalen kan sagtens være overskuelig. Man ved, hvem der taler, hvor stemmen kommer fra og man kan støtte sig til visuelle signaler som ansigt, mimik og mundbevægelser.
Men når flere taler på én gang, ændrer det hele sig.
Stemmerne kommer fra forskellige retninger. Nogen kommenterer fra siden. En anden begynder på noget nyt, før den første er færdig. Bestik rammer tallerkenerne, en stol bliver skubbet tilbage, og måske kører der lidt musik i baggrunden.
Man kan godt høre, at der bliver talt.
Det er bare ikke altid det samme som at kunne følge optimalt med.
For en person med nedsat hørelse bliver opgaven hurtigt mere krævende, fordi hjernen både skal finde den relevante stemme, sortere resten fra og samtidig forsøge at udfylde de ord, der ikke blev hørt tydeligt. Man kommer hurtigt på overarbejde.
Nutidens høreapparater har funktioner, der kan hjælpe meget med retning, støjreduktion og fokus på tale. Men de kan ikke altid vide, hvilken af de fem mennesker omkring bordet man helst vil høre lige nu.
Derfor betyder de små ting stadig noget.
At sidde med godt udsyn til de andre. At undgå den mest støjende plads. At tale én ad gangen – så vidt det nu kan lade sig gøre i en livlig samtale – og at være opmærksom på, at den, der lige er blevet lidt stille, måske ikke har mistet interessen. Måske har vedkommende bare mistet tråden. Det er virkelig svært for ørefisken at svømme rundt i lydsuppen, når dele af finnerne mangler.
Hos Audio-Gram taler vi ofte med mennesker, der sagtens klarer samtalen på tomandshånd, men kæmper, når selskabet bliver større. Det er en vigtig forskel at få sat ord på – for løsningen er ikke altid bare mere lyd. Nogle gange handler det om bedre rammer for at høre den lyd, der faktisk betyder noget.
