Vi bliver bombarderet med reklamer i vores dagligdag. Nogle af dem er søde, nogle er sjove, og nogle er… ja, lad os kalde dem ivrige. Men der er én type reklamer, som får mig til at løfte et øjenbryn eller begge to. Små reklamer og fængende sætninger for høreapparater og andre lyd-anordninger, der spiller på usynlighed og hemmeligholdelse.
Du har sikkert set dem:
- “Danskere overrasket: Usynligt høreapparat kan prøves gratis!”
- “Høreapparat fra 0 kr. til pensionister!”
- “Er du født mellem 1944 og 1969? Så MÅ du se dette!”
Og som prikken over i’et kommer der et billede af en perfekt retoucheret model med skinnende hvide tænder og et øre, der ligner noget fra en voksdukke. Det hele lugter af tv-shop anno 1998. Den sidste trend jeg har lagt mærke til, er et genereret billede af et modent menneske, som holder et sundhedskort op mod kameraet. Hvorfor dog det??
Reklamemaskinen har stor magt, men ærligt talt, så synes jeg at modtageren bliver kraftigt undervurderet af reklameindustrien. -Specielt, når det kommer til høreapparater.
Men lad os lige trække vejret.
For hvad er det egentlig, der ligger bag?
Jo – en idé om, at høreapparater skal være skjulte, hemmelige, noget man helst ikke taler om. Og lige dér ligger tabuet. Det bliver vedligeholdt af sætninger, som antyder, at hvis høreapparatet ikke er usynligt, så er det pinligt.
Men høreapparater er ikke pinlige. Høretab er heller ikke pinligt. Hørelsen er en sans, der kan blive overloadet, slidt, udfordret eller påvirket – ligesom syn, knæ eller holdningen i ryggen efter et langt møde på en for lille stol. Ingen ønsker at have disse udfordringer, men heldigvis findes der hjælpemidler!
Det, der derimod kan være pinligt, er at købe et “mirakelapparat” fra internettet, som lover alt og leverer… tja… noget der minder om en dåseradio pakket ind i en frossen ært.
Dem, der har et høretab, fortjener faglighed, vejledning, tilpasning og opfølgning.
Ikke clickbait!
Og mennesker fortjener at blive mødt med respekt, ikke manipulation.
Så ja – der findes små, elegante, moderne høreapparater. Og det må man gerne vælge! Men beslutningen skal tages på baggrund af viden, ikke skam.
Hvis vi kan begynde at se høreapparater som noget, der giver adgang til fællesskab, samtale og latter – frem for som noget, der skal gemmes væk – så kommer vi meget længere. Faktisk hele vejen hen til noget, der ligner livskvalitet.
Og det er jo egentlig det, det handler om.
Hvis du vil have rådgivning uden reklamegas, men med humor, faglighed og et ærligt menneske at tale med, så ved du, hvor du kan finde mig: Høreklinikken Audio-Gram i Holbæk Sportsby.
-Maria (Som i disse dage kan fejre 45-års jubilæum som høreapparatsbruger.)
