Der er fokus på ro for tiden. Ikke som noget tomt eller kedeligt, men som noget, der faktisk kan gøre en positiv forskel i en larmende verden, der haster af sted uden at vente på menneskerne i den.
Måske er det også derfor, stilhed føles anderledes, end man lige tror. Har vi glemt, hvordan man skynder sig langsomt?
For stilhed er ikke bare fravær af lyd.
Nogle gange er den bare et lille ophold mellem lydene. Et øjeblik uden baggrundsstøj. Uden at man skal anstrenge sig for at følge med. Uden at hjernen hele tiden skal sortere, tolke og holde fast.
De fleste mennesker med nedsat hørelse bruger rigtig meget energi på at lytte. Ikke nødvendigvis hele tiden bevidst, men alligevel nok til, at hjernen bliver træt. Derfor kan ro også føles som noget aktivt. Ikke bare som stilhed, men som lettelse.
Der bliver for tiden sat ord på værdien af små pauser fra lyd. Ikke fordi verden skal være stille hele tiden, men fordi korte ophold kan give både ører og hjerne en chance for at falde lidt til ro. Den tanke giver god mening — også langt væk fra organiseret ro i klasselokaler og kampagner. Vi skal være bedre til at give os selv pauser. Tillade os selv at lande, trække vejret og mærke vores kerne.
Det kan være på en gåtur, hvor ingen siger noget et øjeblik. I haven en tidlig stund på dagen. Eller når vinden lægger sig, og der bare er plads til at være.
Vi er vant til at tænke på lyd som noget, man skal høre, forstå og reagere på. Men nogle gange er det netop pausen, der gør resten lettere. Ikke fordi stilhed løser alting, men fordi den giver hjernen et lille sted at lande.
Hos Audio-Gram taler vi ofte om hørelsen som noget, der foregår mellem lyd, hjerne og hverdag. Derfor giver det også mening at tale om ro. Ikke som modsætning til livet, men som en del af det. Nogle gange er stilhed ikke tom. Nogle gange er den bare det, der skal til.
