-Lidt om skelneevne
Man plejer at grine lidt af den, den der selektive hørelse, som specielt mænd ofte undskylder sig med, når de får at vide, at de ikke hører efter. Hjernen kan ikke alt på samme tid og nogle gange, også hos normalthørende, kan hørelsen spille et puds, hvis ens opmærksomhed er rettet mod noget andet. Men … man kan faktisk høre, uden at man nødvendigvis forstår, hvad der bliver sagt. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det handler om skelneevne – hjernens evne til at omsætte lyde til noget, der giver mening.
Når vi lytter, sender ørerne lyd videre til hjernen, men det er først dér, lydene bliver til ord, sætninger og sammenhæng. Skelneevnen er altså den del af hørelsen, der gør, at vi kan skelne mellem ’kat’ og ’hat’ – eller høre forskel på, om nogen sagde ’sok’ eller ’f*ck’.
Når lydene flyder sammen
Ved en høreprøve bliver skelneevnen undersøgt ved hjælp af to standardiserede prøver, hvor personen skal gentage talsekvenser og ord. Ordene bliver afspillet med en volumen, hvor personen burde høre alle lydene i dem. Efter prøven bliver en korrekthedsscore udregnet. Jo lavere score, jo værre er skelneevnen. Maria har engang oplevet, at en af hendes kunder hørte de fleste af ordene som ’kål’, som faktisk ikke optræder i nogen af de anvendte ordlister.
Hvis skelneevnen er nedsat, kan al tale lyde som en lidt utydelig suppe af ord, især i støj. En typisk oplevelse kunne være, at man tydeligt hører, at nogen taler – men man kan ikke helt opfange, hvad der bliver sagt og endnu værre, hvis man ikke kan se personen der taler.
Det kan give misforståelser, træthed og frustrationer. Høreapparatsbrugeren tænker: “Hvorfor kan jeg høre, men ikke forstå?”, mens omgivelserne måske tænker: “Men du har jo høreapparater – hvorfor fungerer de ikke?”
Hjernen og hørelsen skal have de bedste betingelser for at arbejde sammen
Et høreapparat kan forstærke og rense lyden inden den bliver gengivet, men høreapparatet kan ikke optimalt tage beslutningen om, hvad der er vigtigt. Det er hjernens opgave. Og hvis hjernen i mange år har fået utydelige signaler fra øret, kan den blive lidt “rusten” til at afkode tale.
Jo bedre høreapparater man har, jo bedre og mere hensigtsmæssigt signal får hjernen – og jo lettere bliver det for den at skelne. Det er lidt som at få nye briller: Synet bliver ikke anderledes, men billedet bliver klarere, og hjernen skal ikke arbejde helt så hårdt.
En fælles opgave
For de pårørende kan dårlig skelneevne også være frustrerende. Det kan føles, som om man ikke bliver lyttet til – men i virkeligheden kæmper hjernen bare for at forstå. Derfor kan det hjælpe at tale tydeligt, have øjenkontakt og tage det roligt, hvis noget skal gentages.
Hos Audio-Gram møder vi mange, der tror, problemet er høreapparatet – men i virkeligheden handler det om, hvordan hjernen og hørelsen arbejder sammen. Og med tid, træning og de rette justeringer og strategier kan hjernen få markant bedre betingelser for at udnytte de signaler, som den skal afkode.
Så næste gang du hører, men ikke helt forstår – så husk, at ørerne modtager lydene og sender dem videre, men hjernen bearbejder og forstår, så det man hører, giver mening.
