Der findes visse udsagn, som vi hører igen og igen i klinikken. De bliver sjældent sagt med ond vilje – men de kan alligevel gøre lidt ondt.
Her er tre ret almindelige:
“Skal der virkelig skrues så højt op?”
Fjernsynet bliver ofte synderen.
Men når man skruer op, handler det sjældent om at genere andre. Det handler om at få detaljerne med. Undertekster hjælper – men de kan ikke altid erstatte tonefald og stemning.
“Du gider jo aldrig at være med mere.”
Når man begynder at trække sig fra sociale sammenkomster, ligner det manglende lyst. I virkeligheden handler det ofte om energi. At sidde i støj og gætte sig til halvdelen af samtalen er hårdt arbejde. Nogle gange vælger man stilheden til – ikke selskabet fra.
“Du må altså høre efter.”
Den er svær.
For de fleste hører faktisk efter. Problemet er bare, at information kan ryge i forbifarten, hvis tempoet er højt, eller hvis ordene ikke står helt tydeligt. Og ja – nogle mumler. Det gør vi alle indimellem.
Misforståelser opstår sjældent, fordi nogen ikke vil hinanden. De opstår, fordi hørelsen og hverdagen ikke altid spiller på samme hold.
Hos Audio-Gram oplever vi, at stemningen ofte letter, når forklaringen kommer på bordet. Små justeringer – i lyd, tempo og forventninger – kan gøre meget mere, end man tror.
